lørdag den 15. december 2007

5 måneder

Herman er en mild og glad lille elefantunge. Vi har ikke kunnet mærke ret meget til tigerspringet hos ham. Han har været i sit es - glad, munter og fornøjet. Han har fundet sin tunge igen, som han stikker ud af munden hele tiden. Han er så let til bens og vil gerne stå og hoppe på skødet hele tiden - helt dansende er han. Der er noget rørende over ham, og han ser vildt fræk ud med tungen ud af munden. 

Han kan også vende sig , hvis man stimulerer ham til det, men han gør det ikke af sig , og han ligger heller ikke helt så højt på armene som brormand.  

Det er meget Herman, der står for kontakten mellem dem, og han søger ofte Storms hænder. Hvis Storm ligger og græder eller brokker sig, prøver han at komme til at holde ham i hånden - det virker som om han vil trøste ham. Det er meget rørende. 

I disse uger har det også mest været Herman, der tog kegler når der kom gæster, fordi han ikke lider af fremmedangst. Han er fortsat rigtig god til at ligge selv og fantastisk god til at ligge og se PINGU, hvor Storm er mere utålmodig og ikke helt så fanget af fjernsynet. Nogle gange ligger Storm og kigger på hvordan Herman leger med legetøjet, som vi har hængt op i kravlegården. Så ligger han helt stille og beundrer Hermans aktiviteter imens.

fredag den 23. november 2007

17-20 uger

17 uger (4 måneder + 1 uge)
Jeg tror at Herman er inde i et tigerspring. Han er begyndt at græde og banke på brystet når han har ligget og ammet. Det er som om han bliver sur over, at der stadig kommer mælk ud af det, når han nu ikke kan have mere i maven. En slags råb : "Hjææælp, jeg drukner i mælk, og jeg kan ikke selv holde op med at sutte. En eller anden.......kom og hjælp mig væk fra det væmmelige fyldte bryst!!!"

Ellers er Herman stadig god til at ligge for sig selv og lege med ophængt legetøj,  eller ligge og se på en musikuro, der kører rundt. Det kan Storm slet ikke - han græder og er mere afhængig af om der er mennesker til stede.

18 uger (4 måneder + 2 uger)
Når Herman og Storm ligger og dobbeltammer - så ligger de og fletter fingre - det er SÅ dejligt at se på. Herman er ved at blive en lille smule fremmedangst. Vandet stiger lige så stille i øjnene når en fremmed taler til ham - mere er det ikke.

Jeg har i øvrigt fundet ud af at han er lattermild. Forleden dag, da storebror Osvald hoppede en badebold hen foran ham, kluklo han på den sødeste og overraskede måde. Vi blev ved med at lege med bolden foran ham, og han blev ved med at grine. Det virker som om han har humoristisk sans. Jeg prøvede også at vise ham en hæklet elefant og lod den sige en sjov "dut"-lyd - og igen kluklo han - kunne slet ikke lade være. Ak ja - så lidt skal der til før at han synes det er sjovt. Det er dejligt.

20 uger (4 måneder + 3 uger)
Herman har været syg med hoste, forkølelse. Har haft ham til lægen men der var ikke noget galt med ham.


mandag den 29. oktober 2007

14-16 uger

14 uger
Herman har i 14 dage været meget snottet. Han har også haft feber i en uges tid - bare 38 grader, hvilket har været nok til at han har været pjevset og helst har villet sidde hos mig. 

Når Herman ellers er rask, kan vi nu lægge ham vågen i seng - efter en ammetår - og så falder han selv i søvn uden at vi er i værelset. Det er det samme med Storm. Det er helt fantastisk!

Farmor var her forleden og lege med dem begge to. Farmor legede vildt med Storm, og selvfølgelig legede hun også med Herman, men han er ligesom lidt mere selvkørende og kigger på billeder og ophæng og søger ikke kontakten. 

Det er som om at Herman vækker min beskyttertrang. Som om han  virkelig har brug for, at der er én, der beskytter ham lidt her i denne verden fuld af indtryk. Hans lyde er bløde og forunderlige at høre på - det trækker tårer når han forsigtigt prøver at sige noget. Det er som en sommerfulgevinge, der blidt basker én på kinden. Det er poetisk og skrøbeligt. Nej...Herman er ikke som Storm, der virker mere robust og klar til hvad verden byder på.

Jeg har et gymnastikprogram, som jeg laver med Herman og Storm hver dag, og det elsker de. Jeg ruller rundt med dem på den bløde seng, cykler med benene, laver krydsbevægelser med arme og ben, lader dem rejse sig op ved mine hænder, flyver med dem ind over hinanden, hvilket får dem til at smile. Synger for dem, laver sanglege. 

Herman er stadig fantastisk til at kunne ligge alene. Det kan Storm slet ikke.

16 uger
I uge 15 startede Herman med at sige små forsigtige pludrelyde når han lå på ammepuden og kiggede op i mit ansigt. Det var sådan på en prøvende måde, og han blev selv helt glad for lydene og smilede over hele ansigtet når jeg svarede ham. Det var så rørende og fint og forsigtigt, og Storm smilede over hele fem-øren og lå og nød de nye lyde som Herman kom med. 

Det er utroligt dejligt, at han er begyndt at pludre og smile og kigge mig i øjnene igen. Som en blomst, der åbner sig. Han har været så reserveret og haft rynkede bryn og har ikke villet se så meget på mig, men han har selvfølgelig også været sløj af forkølelse ganske længe, så det har der måske ikke været noget at sige til. Jeg har bare tænkt, at Herman nok bare er en alvorlig fætter. Men nej - i de sidste uger har han været meget mere udadvendt. Det var en overraskelse!

Herman er fortsat bedst til de intellektuelle ting som at kigge på billeder og på ting der hænger  - og kigge ud i luften og ligge og tænke. Storm er mere god til den menneskelige kontakt.





tirsdag den 25. september 2007

11-13 uger

11 uger
Herman er nu blevet rigtig god til at ligge og baske til legetøj -  eller ligge og kigge.
Han kan ligge på maven med højt løftet bryst og har opdaget sin tvillingebror Storm og smiler til ham. Har opdaget sine hænder og ligger og sutter meget på dem

12 uger
Herman er godt nok blevet fantastisk god til at ligge i aktivitetscenter og i kravlegård og kigge.
Han kan ligge der i en hel time, men så begynder hans øjne også at lukke sig. Han er meget mere søvnig end Storm er. Nogle gange bliver jeg helt bekymret for ham, fordi han har sådan en udpræget tendens til at ligge og falde hen og ikke være krævende. Rollerne er godt nok blevet byttet om! Her troede jeg at Herman skulle være den mest vanskelige og temperamentsfulde, og så er han den, der nu bedst kan ligge og være rolig og kigge uden at brokke sig!?

Men han har det med at undgå øjenkontakt når folk vil tale til ham. Sådan er han også ofte når jeg vil snakke med ham . Så kigger han helt bevidst forbi mit ansigt og VIL ikke se mig i øjnene. Det er altså lidt mærkeligt. Det er som om han gerne vil være privat og trække sig fra al den underholdning og stimulation, der er her i verden? Han bliver hurtigt overstimuleret, tror jeg, så han er meget anderledes end sin selskabelige tvillingebror, Storm.

Det er som om Herman ikke orker alt mit nusse-pusse-møsseri. Det er ikke altid, men tit, at det er sådan. Kan ikke lade være med at tænke om jeg gør noget galt siden han virker så "vred" på mig, men jeg tror simpelthen, at han ikke har lyst til al den stimulation fra mennesker. Han vil hellere passe sig selv. Det er nok også forklaringen på hvorfor han er så god til at slappe af ved at ligge og kigge på ophængt legetøj eller billeder. Så får han ro til at være sig selv. Der er ikke andet for, end at respektere, at han har det sådan og lade være med at tvinge ham til kontakt hele tiden.

I går sad Herman på køkkenbordet i en skråstol og kiggede på at jeg lavede mad. Jeg stod i mine egne tanker og var stille, og han sad bare og nød det, tror jeg. Så fik jeg pludselig dårlig samvittighed og begyndte at komme hen med mit ansigt foran hans og sagde; "Hej, er du mors dejlige dreng. Hvor ER du sød.." osv. Og så stak han underlæben frem og fik helt tårer i øjnene (det har jeg ikke set før) og blev skide ked af det. Nu sad han lige der og hyggede sig så godt, og så skulle mor komme der og gejle en stemning op? 

Nå - jeg lod ham være igen, og han fortsatte med bare at sidde og kigge. Jo, jeg tror Herman er en sensitiv dreng, der ikke behøver så meget stimulation.


onsdag den 1. august 2007

4 - 10 uger

Herman er fortsat meget hysterisk at høre på når han skriger. Han har ikke nogen deciderede skrigeture, men hvis der er noget han synes er slemt - så lyder det meget voldsomt, og han er helt oppe i det røde felt. Det lyder nærmest som om man stikker ham med en nål, for det kommer så pludseligt - i løbet af nul komma fem er den gal. Heldigvis er han nem at trøste igen.

Han er ellers så sød og kan se meget roligt og vurderende på én når han endelig slapper af. Han fægter fortsat med arme og ben når han vågner og vil bare have bryst NU! Han kan blive helt rød i hovedet og brokker sig indtil han endelig får det.

5 uger
Herman kan næsten holde hovedet selv og er blevet mere bevidst og vågen i blikket. Dog er han ikke helt så "kiggende" som sin bror. Han øjne er små sprækker, han er tit meget søvnig og er svær at vække når han har fået bryst. 

Han holder meget af at se på billeder

6. uger
Herman kan holde hovedet selv og har taget godt på. I løbet af denne uge er han begyndt at smile. Det er så dejligt at se hans, ellers gravalvorlige, ansigt lyse op.

8 uger
Herman har været syg og snottet. Har været til vagtlæge for at få tjekket sine ører, fordi han en nat havde den forfærdeligste skrigetur. Men der var ikke noget på ørerne, sagde lægen.

søndag den 1. juli 2007

1-3 uger

Herman blev født ved planlagt kejsersnit 14 dage før termin. 2950 gram og 52 cm lang.
Kejsersnittet gik godt og han fik apgar score 10 med det samme. 
Hans moderkage var grå - det viste jordemoderen mig. Det var lidt mærkeligt - den var lissom forkalket mens Storms moderkager var flot og dybrød.

I dagene efter fødselen virker Herman meget temperamentsfuld, men det var også ham, der sparkede mest i maven, hvor hans tvillingebror, Storm var mere rolig. Han virker meget ivrig og spræller og fægter meget med armene, og han har det vildeste lyse skrig. Det lyder nærmest desperat, og jeg siger til Søren, at måske er han en dreng, der bare føler alting meget voldsomt. Altså sensitiv.

Han taber sig lidt for meget inde på hospitalet - er ikke god til at tage brystet, og det fortsætter derhjemme, hvor han bliver mere og mere sløv og sover meget fordi han ikke får nok mad - han er bare ikke god til at sutte. Vi begynder at give modermælkserstatning på en sprøjte som supplerende mælk, og gradvist begynder han at tage på. Efter 4 uger er der ikke længere nogen ko på isen og amningen fungerer som den skal.

Mange mennesker kommenterer Hermans øjne og siger, at de ser meget tænksomme og kloge ud. Nogle spøger med at han nok kommer på universitetet når han bliver stor og bliver en berømt forsker og at han nok får hornbriller. :-)