søndag den 1. juli 2007

1-3 uger

Herman blev født ved planlagt kejsersnit 14 dage før termin. 2950 gram og 52 cm lang.
Kejsersnittet gik godt og han fik apgar score 10 med det samme. 
Hans moderkage var grå - det viste jordemoderen mig. Det var lidt mærkeligt - den var lissom forkalket mens Storms moderkager var flot og dybrød.

I dagene efter fødselen virker Herman meget temperamentsfuld, men det var også ham, der sparkede mest i maven, hvor hans tvillingebror, Storm var mere rolig. Han virker meget ivrig og spræller og fægter meget med armene, og han har det vildeste lyse skrig. Det lyder nærmest desperat, og jeg siger til Søren, at måske er han en dreng, der bare føler alting meget voldsomt. Altså sensitiv.

Han taber sig lidt for meget inde på hospitalet - er ikke god til at tage brystet, og det fortsætter derhjemme, hvor han bliver mere og mere sløv og sover meget fordi han ikke får nok mad - han er bare ikke god til at sutte. Vi begynder at give modermælkserstatning på en sprøjte som supplerende mælk, og gradvist begynder han at tage på. Efter 4 uger er der ikke længere nogen ko på isen og amningen fungerer som den skal.

Mange mennesker kommenterer Hermans øjne og siger, at de ser meget tænksomme og kloge ud. Nogle spøger med at han nok kommer på universitetet når han bliver stor og bliver en berømt forsker og at han nok får hornbriller. :-)