snart 12 måneder

For en uge siden oplevede vi, at Herman lagde sit hovede ind til vores skulder i hengivenhed. 

Altså han lagde kærligt hovedet ind til os som om, at nu kunne vi få lov at ae ham. Det var simpelt hen så rørende, da vi ikke har oplevet det før, men samtidig er det også meget tankevækkende at vi ikke har oplevet hengivenhed fra vores barn før nu, hvor han næsten er 1 år gammel. Er det normalt?

Nå....men i hvert fald er det jo dejligt at "få noget igen" fra ham, så vi ikke kun føler os som Hermans redskaber men mere som Hermans "mennesker", som han holder af. Der er nærmest gået helt sport i det for ham, så nu lægger han hovedet ind til os hele tiden, som om han først nu har fundet ud af at det er rart at give sig hen.

I går synes jeg at han pegede på mig, da Søren sagde: "Hvor er mor henne?" Meget overraskende, lad os se om det holder ved.

Herman går nu hele tiden skridt for sig selv mellem ting og sager.....så det varer ikke længe før jeg har ham gående rigtigt rundt. Det bliver dejligt. 

I forgårs kunne jeg pludselig sidde ved computeren i 15 minutter uden at Herman græd - han legede bare med legetøjet under bordet hvor jeg sad. Jeg turde næsten ikke trække vejret....er hans morsyghed mon på retur? 

I dag er det dog fortsat det samme og han vågner ligeledes for det meste med gråd og der er meget galt om morgenen.

Vi studser over Hermans lyde, som godt kan være pludren, men som dog for det meste består af smågrynt som kommer nede fra halsen eller også bare små udbrudslyde....uden konsonanter. Det er ikke til at stå for - det lyder meget sødt og pudsigt, men er alligevel helt anderledes end

tvillingebrors lyde.

Herman vil stadig ikke spise ting med klumper i eller rugbrød.

11 mrd

11 mrd

Herman tog sine først 7 skridt en dag før han fyldte 11 mrd. Ikke at han nu stavrer afsted....Nej - han kravler fortsat, men her 2 uger efter er det da blevet til hele 32 skridt, som han har gået ude fra køkkenet og ind i stuen. Det ser supersødt og dejligt ud, og han ser da også helt stolt på os, men det er nok også fordi vi STOR-roser ham.

De sidste par dage er det som om han er begyndt at "åbne op" over for mig. Ja, jeg ved det lyder skørt at sige at et barn først åbner op for sin mor når det er 11 mrd gammelt, og det er jo også det, som har foruroliget mig. Men det jeg mener er, at han har vist sin hengivenhed for første gang. Når jeg har ham foran mig kan han finde på at lægge sin hovede ind til mig på sådan en sød og kælen måde. Han gør det også overfor storebror Osvald, og det er slet ikke til at stå for.

Det er lige præcist det jeg har savnet fra ham. At få noget igen. At mærke at han har brug for mig som mor og ikke bare som et redskab. Han er også begyndt at holde legetøj op i strakt arm, fordi han vil vise mig det. Dette er også noget nyt....og det er vist det man kalder "fælles opmærksomhed". At dele en oplevelse med et andet menneske. Det er også helt nyt hos ham.

I går var jeg hos mine forældre og han havde en tinskål foran sig som han baskede til så det larmede helt forfærdeligt. Han baskede og baskede og kiggede bagud på mig indimellem for lissom at sige: "Se mig mor....se hvor jeg kan larme". Også tegn på fælles opmærksomhed. At vi deler den oplevelse at "Herman kan larme med skålen". Det har han heller ikke gjort før.

Disse oplevelser letter lidt på min bekymring, og jeg tænker, at så kan der da ikke være noget altvorligt galt. Tænker dog også samtidigt at jeg ikke bare vil slippe det faktum at han er anderledes og har været meget sen i sin inter-personelle udvikling......Men måske er han bare meget sent udviklet på dette punkt?

Stadig er Herman spøjs med nogle ting. F.eks. har han det med at brumme på sådan en sjov måde når han ser ting der overrasker ham. Det lyder mere som et dyr end som et barn. Det har ikke noget med pludresprog at gøre  bare sådan "hrrrrmmm" til de ting han overraskes og glædes over.

Fortsat piller han i alle detaljer af legetøj og er super geshæftig. Og er der noget der kan drejes eller snurres, så synes han det er vildt sjovt og snurrer på det. Men det er måske bare meget normalt at den slags tiltaler babyer. Dog er Storm ikke nær så interesseret i den slags.

Jeg har set tilløb til at Herman bruger sin pegefinger. Det har været meget sporadisk og diffust, så jeg ved ikke helt hvad han peger på. Men det er måske ved at komme. Jeg synes stadig ikke at han helt forstår det når jeg peger på noget. Han kigger mere på min finger end på det jeg viser ham. At pege på ting skulle også være tegn på "fælles opmærksomhed", så det er klart at det er noget jeg håber at han snart kan.

Herman har stadig slet ingen ord. Og jeg synes ikke at hans pludren udvikler sig.....ofte siger han ikke så meget...men agerer mere med tingene. Måske er han bare en "tingenes mand"?

11 måneder

Det undrer mig fortsat at Hermans tunge hænger ud af munden mere eller mindre konstant. Det ser mærkelig åndsfraværende ud. Det er både når han sidder og leger, men også når han bare kravler eller sidder hos nogen.

Han spiser fortsat intet rugbrød. Kan måske med held liste et lille stykke ind med flødeost, men nogle gange kommer selv det ud igen. Nogle gange prøver han at synke, men kløjs i det. Det er som om han ikke har nok mundvand til at føre maden ned i svælget.

Han er også begyndt at knalde hovedet ind i væggen når han bliver vred. Når det så er sket, så gør han det om og om igen indtil jeg stopper ham. Han kan også finde på bare at stå og hamre hovedet ind i en dør - uden at han er vred eller noget... Det er virkelig noget der kan gøre mig meget ked af det. Det virker så destruktivt. Jeg tænker på om han gør det for at kunne mærke sig selv. Se "hvor han går til"?

En anden mærkelig ting er, at hvis han sidder ved siden af Storm og han bliver vred over noget legetøj, der ikke vil som han vil, så farer han i hovedet på Storm og bider ham - selvom Storm slet ikke har gjort ham noget. Han kan også finde på at åbne sin mund og stå og hamre den  ind i skulderen på Storm, og det gør ondt for nu har han fået 2 tænder.

Det samme sker, hvis jeg gør noget som Herman bliver vred over. Straks åbner han munden og gakker den ned i min skulder om og om igen - han tænder fuldstændigt af.

Andre gange går han helt i flitsbue uden at tænke på at han kan slå sig. Så sker det at han knalder hovedet bagover og ind i en bordkant eller andet hårdt, fordi han gør det uden at tænke sig om overhovedet. Det virker fuldstændigt impulsstyret, og han tænder faktisk ofte af overfor mange ting.

Hermans seperationsangst er på sit højeste nu. Han græder fortvivlet bare jeg lige vil hen og hente en kop på bordet - så hele dagen bruger han på at hige efter mig. 

Når jeg så tager ham op - så stivner han og kigger helt væk og slet ikke på mit ansigt. 

Jeg prøver at sige noget sødt til ham og kysse ham - eller lave sjov med ham, men han kigger bare væk og er uinteresseret i mig. Det får mig til at føle mig som en udkigstpost , som han bare bruger til at komme op i for at få overblik, selvom det jo ellers virkede som om det var "moar" han ville have. 

Ellers har han lige, på meget kort tid, lært at sætte ringe over en pind. Først kunne han slet ikke, men så viste jeg ham det, og i løbet af tre forsøg kunne han - og så kunne han gøre det med alle cirklerne med hul i. Det var ret imponerende så hurtigt han lærte det. Er det normalt at kunne det nu? Han er også meget dygtigt til at sætte stabelkopper ind i hinanden. Han har nogle gange kunne sætte dem allesammen korrekt ind i hinanden. Det er ikke noget jeg har trænet med ham. (han gjorde det første gang da han var 9 mrd og det var en gæst, der så det og som udbrød - jeg tror jeres dreng er overintelligent!)

Dagen før han fyldt 11 måneder gik Herman sine første 7 skridt. Og han står fint selv.

Han pludrer, men ikke meget. Slet ikke i sammenligning med brormand. Og jeg synes heller ikke det er særlig varieret.