På hans 9 måneders fødselsdag går han med sin gåvogn for første gang.
Han bliver meget bange for en 13 mrd gammel dreng, som kommer på besøg her. Det er underboens sø, og det undrer mig, at han bliver bange for ham, da han jo normalt har det meget nemt med fremmede, der kommer ind ad vores dør. Herman var helt utrøstelig de to første gange han var sammen med ham, hvor Storm glad "logrede" afsted efter drengen. Den ene af gangene måtte drengens mor gå nedenunder igen med drengen - fordi Herman græd så meget.
Forleden dag var det så godt vejr, at vi besluttede at sætte drengene "på græs". Vi slap dem ud på vores græsplæne. Storm kravlede glad afsted, men Herman blev så forskrækket over hvordan græsset føltes, at han græd meget og prøvede at undgå at føle græsset ved kun at brug sin håndrod til at kravle med. Vi måtte opgive det, for han VILLE bare ikke ned i græsset.
Vi er begyndt at lege en leg med Herman, hvor vi kaster en blød bold hen ad gulvet, og så skal han hente den. Så siger vi: "Taaaak, må mor få bolden" og så kommer han med den til os. Det er dejligt at kunne lege noget rigtig med ham.
Herman kravler sammen med sin tvillingebror nu, og de kan godt finde på at grine sammen over ingenting. Jeg har også set Herman lege titte-bøh mellem stolebenene sammen med Storm.
Jeg synes, at Herman er blevet lidt bedre til at holde øjenkontakt, men han vil stadig ikke kæle - eller sidde tæt ret længe. Han smiler også mere og er med på fis og ballade. Det præger dog stadig vores morgener meget, at han er i så dårligt humør. Han græder stadig indtil han endelig er blevet skiftet og har fået mad. En meget enerverende lyd for hele familien at høre på hver morgen.
For tiden eksperimenterer han med at åbne og lukke døre. Han bliver stiktosset, når han ikke kan åbne en dør. Sidder Storm tilfældigvis ved siden af, så går Herman til bide-angreb på Storm af ren frustration, selvom Storm intet har gjort.
Han reagerer stadig ikke på sit navn, muligvis har han gjort det nogle enkelte gange - er ikke sikker.
Han kan nu ryste på hovedet når vi siger ordet nej til ham, men det virker ikke som om han forstår det - I hvert fald hører han slet ikke efter når vi siger det. F.eks. har vi en printer på gulvet, som han gerne vil lege med. Vi siger tydeligt og skarpt NEJ, men han fortsætter grinende. Jeg har forsøgt at råbe NEJ til ham, for at se om han så bliver forskrækket og holder op. Men nej - han griner bare og tror det er en leg og fortsætter, mens Storm stikker i et bange vræl. Jeg synes det er mærkeligt, at Herman slet ikke bliver bange når jeg råber ad ham og dermed holder op med det han har for. Vores andre børn har altid reageret og forstået når vi har sagt nej - inklusive Storm, men det gælder åbenbart ikke Herman.
Han undersøger alting meget nøje. Indimellem tænker jeg, at det er underligt, at han drejer tingene rundt og rundt - også selvom det er ret store og uhåndterlige ting. Er det bare fordi han vil undesøge dem og se hvad der er på den anden side af legetøjet?
Han er helt vild med storebror for tiden og griner meget ad hans klovnerier.