For en måneds tid siden havde vi sundhedsplejersken og en psykolog fra PPR på besøg. Vi fortalte endnu engang om Herman og om hvordan vi er i tvivl om hvorvidt der er noget galt med ham. Han er jo inde i en udvikling....han lærer hele tiden nye ting, og han reagerer også godt sammen med sin tvillingebror.....så vi tænker på om han ikke bare kan være ret forsinket i psykiske udvikling. At han bare er en, der lærer alle de interpersonelle ting lidt senere end de fleste andre børn?
Når vi sidder overfor en psykolog og remser alle de ting op, som har undret os, så synes vi pludselig at det er ret relevant at vi har søgt hjælp, for han har skisme da været lidt speciel......men så snart psykologen er gået, så er det som om at jeg trækker lidt i land og tænker:"Ah .... er det nu også så slemt? Alle mennesker siger jo til mig at han er vel nok en kvik dreng!". Så tænker jeg om vi bare er lidt for hurtige og lidt for bekymrede? Men det er måske en ret normal reaktion?
Herman er faktisk, efter PPR-psykologens besøg, kommet ind i en god periode, hvor han pludselig begynder at pege på ting og kigge efter min finger, når jeg peger. Han er også blevet mere opmærksom med sit blik på os...og er begyndt at kunne læse lidt i en bog....uden at sidde og vende siderne i bogen hele tiden. Så måske er det hele kun en storm i et glas vand?
Uha - det er til at blive helt skør i bolden af at tænke så meget over det. For og imod, for og imod.
Selvom har har været i god udvikling, så er han dog fortsat meget afhængig af at der er en voksen lige i nærheden. Vi/jeg må ikke gå fra ham, eller sætte ham ned, når han har været på arm. Vi må ikke tage noget fra ham, eller afholde ham fra at gøre noget han vil. Han går helt i flitsbue og fortvivlet gråd og banker hovede ned i gulvet mange gange dagligt. Det er besynderligt. at han ikke lærer, at det gør ondt. Jeg tænker på, at det muligvis ikke gør ret ondt på ham....måske han har en anden smertetærskel end så mange andre?
Forleden var vi et sted hvor man kunne gå op på en sneglehøj. Oppe på højen var et gelænder. Bagved gelænderet var der en stejl afgrund med asfalt forneden.
Herman opdagede, at han let kunne kravle ind imellem stængerne på gelænderet og vippe sig selv over på den anden side. Jeg så det heldigvis før det gik galt, og jeg fjernede ham. Han blev selvfølgelig dybt frustreret og gik i flistbue....men jeg bar ham helt ned ad sneglehøjen, da jeg bare kunne mærke, at han ville hen til gelænderet igen - koste hvad det ville.
Jeg prøvede at aflede hans opmærksomhed og viste ham en kastanje og andre ting, men bedst som jeg lige kiggede den anden vej, var han forsvundet og på vej op ad sneglehøjen igen - op til gelænderet. Jeg bar ham ned igen og forklarede, at det var farligt, at han kunne slå sig AV AV. Men ligeså snart jeg gav slip på ham når vi kom ned - ligeså snart vendte han om og begyndte igen sit forhavende. Han gav sig IKKE. Det var som om at han bare ville have det sidste ord.
Det endte med at jeg simpelthen måtte putte ham i cyklen og helt fjerne mig fra stedet. Jeg har jo også hans tvillingebror, som jeg skulle tage mig af og det blev simpelthen for farligt at være ved sneglehøjen, da et øjebliks uopmærksomhed gjorde, at han så sit snit til at gå op til gelænderet igen.
Det undrer mig, at han ikke kunne fornemme afgrunden under stakittet. At han ikke tydeligt kunne se at den var gal - at han ville falde ned hvis han kravlede over....Det var en ret brat og stejl afgrund bagved stakittet.
Søren og jeg har tit talt om at hvis vi nogensinden kommer på skadestuen med et af vores børn, så bliver det med Herman. Det er nogle gange som om han ikke rigtig fornemmer farer.....at han er dumdristig.....og at det er vigtigere for ham at få sin vilje, end det er at det muligvis kommer til at gøre ondt på ham hvis han får den.
Af andre ting der undrer os er, at han kan sidde ved bordet på vores skød og lege med vand i to vandglas. Altså. Det starter med at han putter en madrest (et stykke kartoffel eller andet) ned i et glas, hvor der er lidt vand i. Så tager han en teske og sidder og fisker efter tingen i glasset. Er der to glas med vand bliver han henrykt, så sidder han og fisker madresten op af det ene glas med skeen og flytter det hen til det andet glas. Derpå fisker han madresten op af det andet glas og ned i det første, og sådan kan han sidde længe og fiske og flytte. Jeg tog en aften tid på det og han sad der i 45 minutter - uden at lave andet end det. Søren og jeg kunne sidde og snakke sammen og hygge os imens det stod på. Til sidst blev jeg nødt til at afbryde det, da han skulle ud og have en ny ble.
Han er ret fascineret af vand. Hver gang han skal skiftes vender han sig op på maven og hiver sig ned til håndvasken der står ved siden af puslepladsen. Så skal vandhanen vippes ned så vanden fosser ud. Jeg siger nej og slukker. Han tænder igen. Jeg slukker - han tænder. Han kan blive ved og ved, hvis man ikke virkelig tydeliggør at nu gider man det ikke mere.
Han har også altid været meget fascineret af at putte sten i en rist, som vi har ude i gården. I flere måneder var det sikkert som amen i kirken, at når han var kommet ned af trappen, så var det første han gjorde, at tage en småsten og fare hen til risten og kyle den derned. Når vi skulle op igen efter at have været på tur, så kunne man være helt sikker på, at han han lige havde husket at tage en lille sten med op i hånden inden vi hjalp ham op ad trappen.
Vi har ofte tænkt på om han har empati. Men i går var der en lille handling, der gjorde at vi tænkte....at det har han:
Han og Storm sad inde ved fjernsynet og så PINGU. Herman havde sin bamse - Storm havde ingen. Herman lagde mærke til at Storm ingen bamse havde, så han gik ind i den anden stue og hentede Storms bamse. Så gik han tilbage til Storm og gav ham den. Det var virkelig sødt og det overraskede mig også meget.
Nå nu vågner de begge i deres barnevogne - så må jeg træde til som mor igen.
