Herman er stadig meget morsyg/voksensyg. Det virker som om han ikke føler sig "hel" med mindre han har sin voksne meget tæt på. Kan dog godt forlade mig og gå ind i et andet rum, hvis det er ham der går fra mig. Hvis det er mig, der går fra ham, så græder han panisk og løber efter mig og vil op. Bare det at jeg gør tegn til at jeg skal rejse mig - så reagerer han. Det er helt vildt anstrengende og stressende for mig.
Det blev faktisk værre efter at vi havde været på 14 dages sommerferie i Jylland, hvor vi havde en ferielejlighed. Måske han synes det var overvældende at komme hjem til de store gemakker efter at have være sammen med familien på meget mindre plads i ferielejligheden?
Han bliver også meget ulykkelig når nogen går ud ad døren. Som om at han har svært ved at klare forandringen eller måske tænker at "nu går mor måske også lige om lidt".
Når han bliver fortvivlet over noget, så gakker han straks sit hovede ned i gulvet mange gange. Det kan være fordi jeg sætter ham ned efter at have gået med ham på armen. Han kan også finde på at gakke hovedet ind i døren. Jeg synes det er en meget voldsom reaktion på ting, som han efterhånden burde have vænnet sig til - nemlig at jeg ikke kan have ham på armen altid. At der også er en tvillingebror, der skal have omsorg.
Nogle gange sætter han sig hårdt ned på numsen i protest, og herefter lader han sig bare falde bagover og knalder baghovedet ned i gulvet. Jeg kan ikke forstå at han ikke efterhånden holder op med det, da det jo må gøre ondt?
Han kan også finde på at slå Storm, når han bliver sur på mig, selvom Storm ikke har noget med det at gøre. Han bider ham også hvis de har legetøjskampe, så nu er Storm begyndt at bide igen - så det er noget værre noget....
Herman er begyndt at pege meget på ting og sager. Han gør det meget bestemt og forlangende....jeg synes dog stadig ikke at han kan finde ud af at se på noget som jeg peger på, når vi går tur med barnevognen. F.eks. en flyver eller en fugl oppe i et træ. Han gider ikke engang prøve at se efter min finger....
Det er virkelig en hård tid, da han er meget insisterende, irritabel og grædende. Det er nærmest sådan at man ikke orker at sætte ham ned på gulvet, fordi det er så frygteligt at se ham gakke hovedet i gulvet og bryde helt sammen i krampegråd. Meget stressende for mig og resten af familien, og det må jo heller ikke være rart for ham selv.
Hans sprog er ikke helt som Storms. Han siger meget ah? ah? men ikke så megen pludren. Han holder ikke samtaler med sig selv lissom Storm. Han kan sige "det?" og "mamaaaa". Nogle gange synes jeg mere at hans sprog er en slags lyde end det egentlig er efterligninger af ord, men måske er det bare mig der er overfikseret på om der kan være noget galt med hans sproglige udvikling....
Når vi er ude, går han ofte hen til fremmede og henvender sig - kravler op til dem - sidder på skødet af dem. Det er meget mærkeligt, når han nu er så seperationsangst som han er.
Han er også typen, der bare går væk fra os og når vi kalder på ham reagerer han ikke, men fortsætter bare sit forehavende uden at kigge på os. Virker meget selvstændig på denne måde og temmelig selektiv mht. sin hørelse. Han hører kun det han VIL høre....
Han kommer dog tilbage til os igen - så helt ligeglad er han dog ikke med os :-)
Når vi skælder ham ud og siger nej - så lader det ikke til at fise ind. Han gider ikke høre efter - eller også forstår han det ikke. Han gør bare det, han ikke må, igen og igen. Storm er meget bedre til at forstå at NEJ - det betyder altså at han skal stoppe.
Herman er stadig meget koncenteret om detajler og ting. Putte- i et et hit, og jeg må mange gange dagligt ud i lokummet og fiske ting og sager op. Pyha.
vi har lige haft besæg af en sundhedsplejerske, der har erfaring med for tidligt fødte børn og deres evt. fejludvikling. Herman er ikke for tidligt født, men det vigtige er at hun er vant til at se hvis der er noget som ikke er som det skal være.
Hun udspurgte os om 1000 ting omkring Herman, og skrev det ned i et spørgeskema - derudover legede hun med ham. Han skulle give en dukke mad med en ske, hvilket jeg synes han klarede flot (jeg blev faktisk overrasket over at han kunne, da jeg aldrig har set ham gøre sådan før). Vi blev enige om at kontakte PPR, da sundhedsplejersken godt synes hun kunne se at kontakten til Herman godt kunne være bedre. Jeg tror det var noget med hans blik og manglen på indforståethed hun savnede, men fik det ikke rigtigt ud af hende. Hun sagde bare, at hun ikke med sikkerhed kunne afvise at der var et problem.
Så nu afventer vi at PPR ringer og kommer ud og leger med Herman.
