På hans 10 måneders fødseldag stod Herman selv for første gang, og nu 10,5 mrd gammel, rejser han sig bare op i fri luft og står - han har endda vaklet 3 skridt selv - men han har ikke forsøgt sig igen.
Hans morsyghed er ved at drive mig til vanvid, fordi jeg også har Storm jeg skal tage mig af, så jeg bliver jo NØDT til at sætte ham ned på gulvet en gang imellem, og så bliver han bare SÅ ulykkelig. Når han så endelig kommer op på armen efter at have higet efter mig - så er hans ansigt "væk" - altså han ser slet ikke på mig og hans overkrop er lissom stiv i det. Han lægger sig aldrig ind til mig. Det får mig til at føle, at han bruger mig som et redskab til at komme op og overskue omgivelserne. Jeg føler mig som en mast på et skib. Jeg prøver at tale til ham og sige nogle søde ting eller udveksle indforstående blikke, men han VIL bare ikke se på mig. Det er lidt bedre når han er længere væk fra mig. Så kan jeg godt fange hans opmærksomhed, men ikke hvis han sidder og er i gang med at undersøge legetøjet. Så er det nærmest umuligt at få øjenkontakten og reaktionen.
Jeg undrer mig over at Herman ofte piller i sine ører. Sidder og rører ved dem - det er især når han skal have mad. Gud ved hvorfor han gør det? Vi har jo fået dem undersøgt, og der var ikke rigtigt noget at komme efter.....Sjovt.
Herman kan nu sige:"a -daaa a-daaa a-daaa"...og han har lige lært at klappe kage. Bedst er det, hvis han klapper kage med to puslespilsklodser med dupper på - så larmer det mere.
Når han hører musik "headbanger" han med hovedet. Han er meget glad for musik.
Når der er noget, der ikke går som han vil, laver han flitsbue og knalder hovedet bagover. Herved rammer han ofte noget, fordi det går så hurtigt. Nogle gange knalder han også bare hovedet bagud og rammer vores bryst eller ansigter - det gør ondt og er meget irriterende.
Hermans tunge hænger fortsat ud af munden og rugbrødet bliver spyttet ud.
Summa-sumarum bekymrer det mig en del, at Herman har så mange særheder. Jeg har læst en del på nettet og i bøger og visse træk er sammenfaldende med autisters. Lige nu tænker jeg på om det kan være noget Asperger eller en anden "mildere" form for autisme. Der er bare noget "anderledes" og lidt spøjst over ham, og jeg føler det stadig som om jeg ikke rigtigt kan få skovlen ind under ham - som om jeg ikke rigtigt kender ham. Han har nogle dage hvor han ser så sørgmodig ud - med melankolske hængeøjne - så er han en alvorsmand, og jeg tænker på hvor den barnlige glæde mon er henne? Andre dage virker han mindre sær og mere "normal" - og så tænker jeg, at der nok ikke er noget galt.
Det svære er, at alle synes han er så kvik, intelligent og åben over for fremmede...og så kan de jo ikke forstå, at vi skulle synes at noget er galt, men det er jo alle de små ting i hverdagen, der har med nærkontakten at gøre, som virker underlige, og det kan man jo nok ikke forlange, at andre mennesker skal kunne spotte.
