16 måneder

Uh - det er længe siden jeg har skrevet. Jeg skal se om jeg kan råde bod på det.

For en måneds tid siden havde vi sundhedsplejersken og en psykolog fra PPR på besøg. Vi fortalte endnu engang om Herman og om hvordan vi er i tvivl om hvorvidt der er noget galt med ham. Han er jo inde i en udvikling....han lærer hele tiden nye ting, og han reagerer også godt sammen med sin tvillingebror.....så vi tænker på om han ikke bare kan være ret forsinket i psykiske udvikling. At han bare er en, der lærer alle de interpersonelle ting lidt senere end de fleste andre børn? 

Når vi sidder overfor en psykolog og remser alle de ting op, som har undret os, så synes vi pludselig at det er ret relevant at vi har søgt hjælp, for han har skisme da været lidt speciel......men så snart psykologen er gået, så er det som om at jeg trækker lidt i land og tænker:"Ah .... er det nu også så slemt? Alle mennesker siger jo til mig at han er vel nok en kvik dreng!". Så tænker jeg om vi bare er lidt for hurtige og lidt for bekymrede? Men det er måske en ret normal reaktion?

Herman er faktisk, efter PPR-psykologens besøg,  kommet ind i en god periode, hvor han pludselig begynder at pege på ting og kigge efter min finger, når jeg peger. Han er også blevet mere opmærksom med sit blik på os...og er begyndt at kunne læse lidt i en bog....uden at sidde og vende siderne i bogen hele tiden. Så måske er det hele kun en storm i et glas vand?

Uha - det er til at blive helt skør i bolden af at tænke så meget over det. For og imod, for og imod.

Selvom har har været i god udvikling, så er han dog fortsat meget afhængig af at der er en voksen lige i nærheden. Vi/jeg må ikke gå fra ham, eller sætte ham ned, når han har været på arm. Vi må ikke tage noget fra ham, eller afholde ham fra at gøre noget han vil. Han går helt i flitsbue og fortvivlet gråd og banker hovede ned i gulvet mange gange dagligt. Det er besynderligt. at han ikke lærer, at det gør ondt. Jeg tænker på, at det muligvis ikke gør ret ondt på ham....måske han har en anden smertetærskel end så mange andre?

Forleden var vi et sted hvor man kunne gå op på en sneglehøj. Oppe på højen var et gelænder. Bagved gelænderet var der en stejl afgrund med asfalt forneden.

 Herman opdagede, at han let kunne kravle ind imellem stængerne på gelænderet og vippe sig selv over på den anden side. Jeg så det heldigvis før det gik galt, og jeg fjernede ham. Han blev selvfølgelig dybt frustreret og gik i flistbue....men jeg bar ham helt ned ad sneglehøjen, da jeg bare kunne mærke, at han ville hen til gelænderet igen - koste hvad det ville.

Jeg prøvede at aflede hans opmærksomhed og viste ham en kastanje og andre ting, men bedst som jeg lige kiggede den anden vej, var han forsvundet og på vej op ad sneglehøjen igen - op til gelænderet. Jeg bar ham ned igen og forklarede, at det var farligt, at han kunne slå sig AV AV. Men ligeså snart jeg gav slip på ham når vi kom ned - ligeså snart vendte han om og begyndte igen sit forhavende. Han gav sig IKKE. Det var som om at han bare ville have det sidste ord. 

Det endte med at jeg simpelthen måtte putte ham i cyklen og helt fjerne mig fra stedet. Jeg har jo også hans tvillingebror, som jeg skulle tage mig af og det blev simpelthen for farligt at være ved sneglehøjen, da et øjebliks uopmærksomhed gjorde, at han så sit snit til at gå op til gelænderet igen. 

Det undrer mig, at han ikke kunne fornemme afgrunden under stakittet. At han ikke tydeligt kunne se at den var gal - at han ville falde ned hvis han kravlede over....Det var en ret brat og stejl afgrund bagved stakittet. 

Søren og jeg har tit talt om at hvis vi nogensinden kommer på skadestuen med et af vores børn, så bliver det med Herman. Det er nogle gange som om han ikke rigtig fornemmer farer.....at han er dumdristig.....og at det er vigtigere for ham at få sin vilje, end det er at det muligvis kommer til at gøre ondt på ham hvis han får den.

Af andre ting der undrer os er, at han kan sidde ved bordet på vores skød og lege med vand i to vandglas. Altså. Det starter med at han putter en  madrest (et stykke kartoffel eller andet) ned i et glas, hvor der er lidt vand i. Så tager han en teske og sidder og fisker efter tingen i glasset. Er der to glas med vand bliver han henrykt, så sidder han og fisker madresten op af det ene glas med skeen og flytter det hen til det andet glas. Derpå fisker han madresten op af det andet glas og ned i det første, og sådan kan han sidde længe og fiske og flytte. Jeg tog en aften tid på det og han sad der i 45 minutter - uden at lave andet end det. Søren og jeg kunne sidde og snakke sammen og hygge os imens det stod på. Til sidst blev jeg nødt til at afbryde det, da han skulle ud og have en ny ble.

Han er ret fascineret af vand. Hver gang han skal skiftes vender han sig op på maven og hiver sig ned til håndvasken der står ved siden af puslepladsen. Så skal vandhanen vippes ned så vanden fosser ud. Jeg siger nej og slukker. Han tænder igen. Jeg slukker - han tænder.  Han kan blive ved og ved, hvis man ikke virkelig tydeliggør at nu gider man det ikke mere.

Han har også altid været meget fascineret af at putte sten i en rist, som vi har ude i gården. I flere måneder var det sikkert som amen i kirken, at når han var kommet ned af trappen, så var det første han gjorde, at tage en småsten og fare hen til risten og kyle den derned. Når vi skulle op igen efter at have været på tur, så kunne man være helt sikker på, at han han lige havde husket at tage en lille sten med op i hånden inden vi hjalp ham op ad trappen.

Vi har ofte tænkt på om han har empati. Men i går var der en lille handling, der gjorde at vi tænkte....at det har han: 

Han og Storm sad inde ved fjernsynet og så PINGU. Herman havde sin bamse - Storm havde ingen. Herman lagde mærke til at Storm  ingen bamse havde, så han gik ind i den anden stue og hentede Storms bamse. Så gik han tilbage til Storm og gav ham den. Det var virkelig sødt og det overraskede mig også meget.

Nå nu vågner de begge i deres barnevogne - så må jeg træde til som mor igen.

14 måneder

14 måneder 

Herman er  stadig meget morsyg/voksensyg. Det virker som om han ikke føler sig "hel" med mindre han har sin voksne meget tæt på. Kan dog godt forlade mig og gå ind i et andet rum, hvis det er ham der går fra mig. Hvis det er mig, der går fra ham, så græder han panisk og løber efter mig og vil op. Bare det at jeg gør tegn til at jeg skal rejse mig - så reagerer han. Det er helt vildt anstrengende og stressende for mig.

Det blev faktisk værre efter at vi havde været på 14 dages sommerferie i Jylland, hvor vi havde en ferielejlighed. Måske han synes det var overvældende at komme hjem til de store gemakker efter at have være sammen med familien på meget mindre plads i ferielejligheden?

Han bliver også meget ulykkelig når nogen går ud ad døren. Som om at han har svært ved at klare forandringen eller måske tænker at "nu går mor måske også lige om lidt".

Når han bliver fortvivlet over noget, så gakker han straks sit hovede ned i gulvet mange gange. Det kan være fordi jeg sætter ham ned efter at have gået med ham på armen. Han kan også finde på at gakke hovedet ind i døren. Jeg synes det er en meget voldsom reaktion på ting, som han efterhånden burde have vænnet sig til - nemlig at jeg ikke kan have ham på armen altid. At der også er en tvillingebror, der skal have omsorg.

Nogle gange sætter han sig hårdt ned på numsen i protest, og herefter lader han sig bare falde bagover og knalder baghovedet ned i gulvet. Jeg kan ikke forstå at han ikke efterhånden holder op med det, da det jo må gøre ondt?

Han kan også finde på at slå Storm, når han bliver sur på mig, selvom Storm ikke har noget med det at gøre. Han bider ham også hvis de har legetøjskampe, så nu er Storm begyndt at bide igen - så det er noget værre noget....

Herman er begyndt at pege meget på ting og sager. Han gør det meget bestemt og forlangende....jeg synes dog stadig ikke at han kan finde ud af at se på noget som jeg peger på, når vi går tur med barnevognen. F.eks. en flyver eller en fugl oppe i et træ. Han gider ikke engang prøve at se efter min finger....

Det er virkelig en hård tid, da han er meget insisterende, irritabel og grædende. Det er nærmest sådan at man ikke orker at sætte ham ned på gulvet, fordi det er så frygteligt at se ham gakke hovedet i gulvet og bryde helt sammen i krampegråd. Meget stressende for mig og resten af familien, og det må jo heller ikke være rart for ham selv.

Hans sprog er ikke helt som Storms. Han siger meget ah? ah? men ikke så megen pludren. Han holder ikke samtaler med sig selv lissom Storm. Han kan sige "det?" og "mamaaaa". Nogle gange synes jeg mere at hans sprog er en slags lyde end det egentlig er efterligninger af ord, men måske er det bare mig der er overfikseret på om der kan være noget galt med hans sproglige udvikling....

Når vi er ude, går han ofte hen til fremmede og henvender sig - kravler op til dem - sidder på skødet af dem. Det er meget mærkeligt, når han nu er så seperationsangst som han er.

Han er også typen, der bare går væk fra os og når vi kalder på ham reagerer han ikke, men fortsætter bare sit forehavende uden at kigge på os. Virker meget selvstændig på denne måde og temmelig selektiv mht. sin hørelse. Han hører kun det han VIL høre....

Han kommer dog tilbage til os igen - så helt ligeglad er han dog ikke med os :-)

Når vi skælder ham ud og siger nej - så lader det ikke til at fise ind. Han gider ikke høre efter - eller også forstår han det ikke. Han gør bare det, han ikke må, igen og igen. Storm er meget bedre til at forstå at NEJ - det betyder altså at han skal stoppe.

Herman er stadig meget koncenteret om detajler og ting. Putte- i et et hit, og jeg må mange gange dagligt ud i lokummet og fiske ting og sager op. Pyha.

vi har lige haft besæg af en sundhedsplejerske, der har erfaring med for tidligt fødte børn og deres evt. fejludvikling. Herman er ikke for tidligt født, men det vigtige er at hun er vant til at se hvis der er noget som ikke er som det skal være.

Hun udspurgte os om 1000 ting omkring Herman, og skrev det ned i et spørgeskema - derudover legede hun med ham. Han skulle give en dukke mad med en ske, hvilket jeg synes han klarede flot (jeg blev faktisk overrasket over at han kunne, da jeg aldrig har set ham gøre sådan før). Vi blev enige om at kontakte PPR, da sundhedsplejersken godt synes hun kunne se at kontakten til Herman godt kunne være bedre. Jeg tror det var noget med hans blik og manglen på indforståethed hun savnede, men fik det ikke rigtigt ud af hende. Hun sagde bare, at hun ikke med sikkerhed kunne afvise at der var et problem.

Så nu afventer vi at PPR ringer og kommer ud og leger med Herman.

snart 12 måneder

For en uge siden oplevede vi, at Herman lagde sit hovede ind til vores skulder i hengivenhed. 

Altså han lagde kærligt hovedet ind til os som om, at nu kunne vi få lov at ae ham. Det var simpelt hen så rørende, da vi ikke har oplevet det før, men samtidig er det også meget tankevækkende at vi ikke har oplevet hengivenhed fra vores barn før nu, hvor han næsten er 1 år gammel. Er det normalt?

Nå....men i hvert fald er det jo dejligt at "få noget igen" fra ham, så vi ikke kun føler os som Hermans redskaber men mere som Hermans "mennesker", som han holder af. Der er nærmest gået helt sport i det for ham, så nu lægger han hovedet ind til os hele tiden, som om han først nu har fundet ud af at det er rart at give sig hen.

I går synes jeg at han pegede på mig, da Søren sagde: "Hvor er mor henne?" Meget overraskende, lad os se om det holder ved.

Herman går nu hele tiden skridt for sig selv mellem ting og sager.....så det varer ikke længe før jeg har ham gående rigtigt rundt. Det bliver dejligt. 

I forgårs kunne jeg pludselig sidde ved computeren i 15 minutter uden at Herman græd - han legede bare med legetøjet under bordet hvor jeg sad. Jeg turde næsten ikke trække vejret....er hans morsyghed mon på retur? 

I dag er det dog fortsat det samme og han vågner ligeledes for det meste med gråd og der er meget galt om morgenen.

Vi studser over Hermans lyde, som godt kan være pludren, men som dog for det meste består af smågrynt som kommer nede fra halsen eller også bare små udbrudslyde....uden konsonanter. Det er ikke til at stå for - det lyder meget sødt og pudsigt, men er alligevel helt anderledes end

tvillingebrors lyde.

Herman vil stadig ikke spise ting med klumper i eller rugbrød.

11 mrd

11 mrd

Herman tog sine først 7 skridt en dag før han fyldte 11 mrd. Ikke at han nu stavrer afsted....Nej - han kravler fortsat, men her 2 uger efter er det da blevet til hele 32 skridt, som han har gået ude fra køkkenet og ind i stuen. Det ser supersødt og dejligt ud, og han ser da også helt stolt på os, men det er nok også fordi vi STOR-roser ham.

De sidste par dage er det som om han er begyndt at "åbne op" over for mig. Ja, jeg ved det lyder skørt at sige at et barn først åbner op for sin mor når det er 11 mrd gammelt, og det er jo også det, som har foruroliget mig. Men det jeg mener er, at han har vist sin hengivenhed for første gang. Når jeg har ham foran mig kan han finde på at lægge sin hovede ind til mig på sådan en sød og kælen måde. Han gør det også overfor storebror Osvald, og det er slet ikke til at stå for.

Det er lige præcist det jeg har savnet fra ham. At få noget igen. At mærke at han har brug for mig som mor og ikke bare som et redskab. Han er også begyndt at holde legetøj op i strakt arm, fordi han vil vise mig det. Dette er også noget nyt....og det er vist det man kalder "fælles opmærksomhed". At dele en oplevelse med et andet menneske. Det er også helt nyt hos ham.

I går var jeg hos mine forældre og han havde en tinskål foran sig som han baskede til så det larmede helt forfærdeligt. Han baskede og baskede og kiggede bagud på mig indimellem for lissom at sige: "Se mig mor....se hvor jeg kan larme". Også tegn på fælles opmærksomhed. At vi deler den oplevelse at "Herman kan larme med skålen". Det har han heller ikke gjort før.

Disse oplevelser letter lidt på min bekymring, og jeg tænker, at så kan der da ikke være noget altvorligt galt. Tænker dog også samtidigt at jeg ikke bare vil slippe det faktum at han er anderledes og har været meget sen i sin inter-personelle udvikling......Men måske er han bare meget sent udviklet på dette punkt?

Stadig er Herman spøjs med nogle ting. F.eks. har han det med at brumme på sådan en sjov måde når han ser ting der overrasker ham. Det lyder mere som et dyr end som et barn. Det har ikke noget med pludresprog at gøre  bare sådan "hrrrrmmm" til de ting han overraskes og glædes over.

Fortsat piller han i alle detaljer af legetøj og er super geshæftig. Og er der noget der kan drejes eller snurres, så synes han det er vildt sjovt og snurrer på det. Men det er måske bare meget normalt at den slags tiltaler babyer. Dog er Storm ikke nær så interesseret i den slags.

Jeg har set tilløb til at Herman bruger sin pegefinger. Det har været meget sporadisk og diffust, så jeg ved ikke helt hvad han peger på. Men det er måske ved at komme. Jeg synes stadig ikke at han helt forstår det når jeg peger på noget. Han kigger mere på min finger end på det jeg viser ham. At pege på ting skulle også være tegn på "fælles opmærksomhed", så det er klart at det er noget jeg håber at han snart kan.

Herman har stadig slet ingen ord. Og jeg synes ikke at hans pludren udvikler sig.....ofte siger han ikke så meget...men agerer mere med tingene. Måske er han bare en "tingenes mand"?

11 måneder

Det undrer mig fortsat at Hermans tunge hænger ud af munden mere eller mindre konstant. Det ser mærkelig åndsfraværende ud. Det er både når han sidder og leger, men også når han bare kravler eller sidder hos nogen.

Han spiser fortsat intet rugbrød. Kan måske med held liste et lille stykke ind med flødeost, men nogle gange kommer selv det ud igen. Nogle gange prøver han at synke, men kløjs i det. Det er som om han ikke har nok mundvand til at føre maden ned i svælget.

Han er også begyndt at knalde hovedet ind i væggen når han bliver vred. Når det så er sket, så gør han det om og om igen indtil jeg stopper ham. Han kan også finde på bare at stå og hamre hovedet ind i en dør - uden at han er vred eller noget... Det er virkelig noget der kan gøre mig meget ked af det. Det virker så destruktivt. Jeg tænker på om han gør det for at kunne mærke sig selv. Se "hvor han går til"?

En anden mærkelig ting er, at hvis han sidder ved siden af Storm og han bliver vred over noget legetøj, der ikke vil som han vil, så farer han i hovedet på Storm og bider ham - selvom Storm slet ikke har gjort ham noget. Han kan også finde på at åbne sin mund og stå og hamre den  ind i skulderen på Storm, og det gør ondt for nu har han fået 2 tænder.

Det samme sker, hvis jeg gør noget som Herman bliver vred over. Straks åbner han munden og gakker den ned i min skulder om og om igen - han tænder fuldstændigt af.

Andre gange går han helt i flitsbue uden at tænke på at han kan slå sig. Så sker det at han knalder hovedet bagover og ind i en bordkant eller andet hårdt, fordi han gør det uden at tænke sig om overhovedet. Det virker fuldstændigt impulsstyret, og han tænder faktisk ofte af overfor mange ting.

Hermans seperationsangst er på sit højeste nu. Han græder fortvivlet bare jeg lige vil hen og hente en kop på bordet - så hele dagen bruger han på at hige efter mig. 

Når jeg så tager ham op - så stivner han og kigger helt væk og slet ikke på mit ansigt. 

Jeg prøver at sige noget sødt til ham og kysse ham - eller lave sjov med ham, men han kigger bare væk og er uinteresseret i mig. Det får mig til at føle mig som en udkigstpost , som han bare bruger til at komme op i for at få overblik, selvom det jo ellers virkede som om det var "moar" han ville have. 

Ellers har han lige, på meget kort tid, lært at sætte ringe over en pind. Først kunne han slet ikke, men så viste jeg ham det, og i løbet af tre forsøg kunne han - og så kunne han gøre det med alle cirklerne med hul i. Det var ret imponerende så hurtigt han lærte det. Er det normalt at kunne det nu? Han er også meget dygtigt til at sætte stabelkopper ind i hinanden. Han har nogle gange kunne sætte dem allesammen korrekt ind i hinanden. Det er ikke noget jeg har trænet med ham. (han gjorde det første gang da han var 9 mrd og det var en gæst, der så det og som udbrød - jeg tror jeres dreng er overintelligent!)

Dagen før han fyldt 11 måneder gik Herman sine første 7 skridt. Og han står fint selv.

Han pludrer, men ikke meget. Slet ikke i sammenligning med brormand. Og jeg synes heller ikke det er særlig varieret. 

10 mrd

Herman er blevet vildt seperationsangst nu. Jeg kan slet ikke gå nogen steder og han skal sidde på min arm hele tiden, eller også skal jeg sidde på gulvet og lege med ham, så han ved hvor han har mig. 

På hans 10 måneders fødseldag stod Herman selv for første gang, og nu 10,5 mrd gammel, rejser han sig bare op i fri luft og står - han har endda vaklet 3 skridt selv - men han har ikke forsøgt sig igen.

Hans morsyghed er ved at drive mig til vanvid, fordi jeg også har Storm jeg skal tage mig af, så jeg bliver jo NØDT til at sætte ham ned på gulvet en gang imellem, og så bliver han bare SÅ ulykkelig. Når han så endelig kommer op på armen efter at have higet efter mig - så er hans ansigt "væk" - altså han ser slet ikke på mig og hans overkrop er lissom stiv i det. Han lægger sig aldrig ind til mig. Det får mig til at føle, at han bruger mig som et redskab til at komme op og overskue omgivelserne. Jeg føler mig som en mast på et skib. Jeg prøver at tale til ham og sige nogle søde ting eller udveksle indforstående blikke, men han VIL bare ikke se på mig. Det er lidt bedre når han er længere væk fra mig. Så kan jeg godt fange hans opmærksomhed, men ikke hvis han sidder og er i gang med at undersøge legetøjet. Så er det nærmest umuligt at få øjenkontakten og reaktionen.

Jeg undrer mig over at Herman ofte piller i sine ører. Sidder og rører ved dem - det er især når han skal have mad. Gud ved hvorfor han gør det? Vi har jo fået dem undersøgt, og der var ikke rigtigt noget at komme efter.....Sjovt.

Herman kan nu sige:"a -daaa   a-daaa   a-daaa"...og han har lige lært at klappe kage. Bedst er det, hvis han klapper kage med to puslespilsklodser med dupper på - så larmer det mere.  

Når han hører musik "headbanger" han med hovedet. Han er meget glad for musik.

Når der er noget, der ikke går som han vil, laver han flitsbue og knalder hovedet bagover. Herved rammer han ofte noget, fordi det går så hurtigt. Nogle gange knalder han også bare hovedet bagud og rammer vores bryst eller ansigter - det gør ondt og er meget irriterende.

Hermans tunge hænger fortsat ud af munden og rugbrødet bliver spyttet ud. 

Summa-sumarum bekymrer det mig en del, at Herman har så mange særheder. Jeg har læst en del på nettet og i bøger og visse træk er sammenfaldende med autisters. Lige nu tænker jeg på om det kan være noget Asperger eller en anden "mildere" form for autisme.  Der er bare noget "anderledes" og lidt spøjst over ham, og jeg føler det stadig som om jeg ikke rigtigt kan få skovlen ind under ham - som om jeg ikke rigtigt kender ham. Han har nogle dage hvor han ser så sørgmodig ud - med melankolske hængeøjne - så er han en alvorsmand, og jeg tænker på hvor den barnlige glæde mon er henne? Andre dage virker han mindre sær og mere "normal" - og så tænker jeg, at der nok ikke er noget galt.

Det svære er, at alle synes han er så kvik, intelligent og åben over for fremmede...og så kan de jo ikke forstå, at vi skulle synes at noget er galt, men det er jo alle de små ting i hverdagen, der har med nærkontakten at gøre, som virker underlige, og det kan man jo nok ikke forlange, at andre mennesker skal kunne spotte.

9 mrd

Herman virker fortsat meget uafhængig og har travlt med sine egne planer hele tiden.

På hans 9 måneders fødselsdag går han med sin gåvogn for første gang. 

Han bliver meget bange for en 13 mrd gammel dreng, som kommer på besøg her. Det er underboens sø,  og det undrer mig, at han bliver bange for ham, da han jo normalt har det meget nemt med fremmede, der kommer ind ad vores dør. Herman var helt utrøstelig de to første gange han var sammen med ham, hvor Storm glad "logrede" afsted efter drengen. Den ene af gangene måtte drengens mor gå nedenunder igen med drengen - fordi Herman græd så meget.

Forleden dag var det så godt vejr, at vi besluttede at sætte drengene "på græs". Vi slap dem ud på vores græsplæne. Storm kravlede glad afsted, men Herman blev så forskrækket over hvordan græsset føltes, at han græd meget og prøvede at undgå at føle græsset ved kun at brug sin håndrod til at kravle med. Vi måtte opgive det, for han VILLE bare ikke ned i græsset.

Vi er begyndt at lege en leg med Herman, hvor vi kaster en blød bold hen ad gulvet, og så skal han hente den. Så siger vi: "Taaaak, må mor få bolden" og så kommer han med den til os. Det er dejligt at kunne lege noget rigtig med ham.

Herman kravler sammen med sin tvillingebror nu, og de kan godt finde på at grine sammen over ingenting. Jeg har også set Herman lege titte-bøh mellem stolebenene sammen med Storm.

Jeg synes, at Herman er blevet lidt bedre til at holde øjenkontakt, men han vil stadig ikke kæle - eller sidde tæt ret længe. Han smiler også mere og er med på fis og ballade. Det præger dog stadig vores morgener meget, at han er i så dårligt humør. Han græder stadig indtil han endelig er blevet skiftet og har fået mad. En meget enerverende lyd for hele familien at høre på hver morgen.

For tiden eksperimenterer han med at åbne og lukke døre. Han bliver stiktosset, når han ikke kan åbne en dør. Sidder Storm tilfældigvis ved siden af, så går Herman til bide-angreb på Storm  af ren frustration, selvom Storm intet har gjort.

Han reagerer stadig ikke på sit navn, muligvis har han gjort det nogle enkelte gange - er ikke sikker. 

Han kan nu ryste på hovedet når vi siger ordet nej til ham, men det virker ikke som om han forstår det - I hvert fald hører han slet ikke efter når vi siger det. F.eks. har vi en printer på gulvet, som han gerne vil lege med. Vi siger tydeligt og skarpt NEJ, men han fortsætter grinende. Jeg har forsøgt at råbe NEJ til ham, for at se om han så bliver forskrækket og holder op. Men nej - han griner bare og tror det er en leg og fortsætter, mens Storm stikker i et bange vræl. Jeg synes det er mærkeligt, at Herman slet ikke bliver bange når jeg råber ad ham og dermed holder op med det han har for. Vores andre børn har altid reageret og forstået når vi har sagt nej - inklusive Storm, men det gælder åbenbart ikke Herman. 

Han undersøger alting meget nøje. Indimellem tænker jeg, at det er underligt, at han drejer tingene rundt og rundt - også selvom det er ret store og uhåndterlige ting. Er det bare fordi han vil undesøge dem og se hvad der er på den anden side af legetøjet?

Han er helt vild med storebror for tiden og griner meget ad hans klovnerier.

8 mrd

Vi er blevet bekymrede for om der er noget galt med Herman. Vi  har jo i et par måneder været klar over at han har sanseintegrations-problemer, og har derfor børstet ham 6 gange dagligt i 14 dage og herefter 2 gange dagligt og har også kunnet se en vis virkning af det. Bl.a skriger han ikke længere ved brystet, og vi synes også at han kan sidde hos os i lidt længere tid ad gangen og kæle en lille bitte smule.

I den sidste uge har han haft mellemørebetændelse og har lige afsluttet en penicillin-kur herfor. Han har dog stadig en smule feber, hvilket vi undrer os over (morgentemperatur er 37,4 og aftentemperatur er 37,9.)

Gennem de sidste måneder er der forskellige ting, der har undret os:

Han pludrer ikke og har ikke gjort det i mange måneder - jeg kan faktisk ikke huske at jeg nogen sinde har haft en egentlig pludredialog med ham. Jo måske lige i starten...med nogle få lyde, men så var det også slut med det. Han kan grine og græde og udstøde et "aaaa" en sjælden gang og lave indadvendte hvin hvor han suger luft ind, men ingen andre lyde.

Han er ikke nem i kontaken. Vi har svært ved at få hans øjenkontakt, - nogle gange kan man slet ikke få den. Det er kun hvis han selv vil have den, at den kommer. Eller hvis man synger en sang, siger en sjov lyd eller tumler med ham. Han virker reserveret, og som om han lukker af selektivt.

Han reagerer ikke på sit navn, men kan godt høre - f.eks. noget larm inde fra stuen eller hvis jeg begynder at synge en sang for ham. Så kan kan kigge og smile. Ellers ignorerer han mig fuldstændigt når jeg kalder eller henvender mig til ham.

Han reagerer ikke på høje brag...men kan godt høre små lyde inde i et andet rum.

Er meget irritabel og laver tit flitsbuer af frustration og raseri. Græder meget om morgenen når han står op. Det var nok 3 kvarter før han holder op. Da har han fået ny ble og mad.

Er taktilt sky. Og derfor børster vi ham dagligt.

Har ofte/for det meste tungen hængende ud af munden. Den hviler lissom på underlæben, der også hænger. Dette har han gjort siden han var 5 mrd.

Har svært ved at starte på rugbrødsmadder. Det kommer ud igen med det samme og han vrænger ad det. Vi har prøvet i en måned uden succes. Storm spiser fint.

Støder hovedet ind i ting med vilje, mens han græder over at det gør ondt. Kan også finde på at stange hovedet ind i Storm med vilje.

Er svær at styre når man skal skifte ham. Han vrider og vender sig og er helt urolig. Vi pusler ham kun stående nu og det er en kamp. (dette er måske meget normalt for alderen)

Er meget interesseret i ting og undersøger og vender og drejer dem meget intenst. Kan sidde længe med en ting og  undersøge den. Er ikke så interesseret i mennesker som i ting.

Har nogle gange nogle sjove ryk med kroppen/hovedet. Det giver lissom et spjæt i ham. Han har det også med at stå og rokke og ruske i de ting, som han står ved. (det er måske meget normalt for alderen, men Storm gør det ikke)

Er ikke spor fremmedangst og vil meget gerne over til fremmede. Opsøger dem ligefrem selv.

Sidder ofte og falder i staver. 

Små-ler for sig selv. Griner, selvom der ikke er noget særligt at grine ad.

Det der bekymrer mig mest er, at hans selektive hørelse og øjenkontakt +  at han ikke pludrer eller har dialog med mig og ikke har haft det i flere måneder.

Nu har vi besluttet at gå til læge med ham. Jeg har luftet vores bekymringer for farmor, og hun kan nikke genkendende til mange af de ting, der foruroliger os og synes også vi skal få det undersøgt. Sundhedsplejersken har rådet mig til at tage kontakt til børneklinikken, som tager sig af høre/tale/syns-problemer og kontaktforstyrrelser. Jeg vil dog gerne lige tale med vores læge om det før jeg gør noget.

( 8 mrd + 3 uger)

5 dage efter sin penicillinkur begyndte Herman at pludre. Små bøde lyde og "bah, bah, bah". Vi havde det begge to sådan: Nåååå ja - det er sådan han lyder!!! Det havde vi helt glemt, og det siger jo noget om hvor længe siden det er at vi har hørt din stemme.

Et par dage senere var vi hos lægen, der målte trykket i begge ører og udelukkede, at det var væske, der generede Herman.

Hun lyttede til det jeg havde at fortæle om Herman, men var også irriterende og bedrevidende, synes jeg. Hun sagde, at børneklinikken ikke kan sige noget om et barn på 9 mrd - det må man vente med til barnet er 1,5  - eller 2 år. Hvis vi altså stadig er bekymrede der. Hun kiggede lidt på at Herman legede - og udførte en "give-tage-leg" med ham, som han klarede fint.

Derpå konkluderede hun at "han er overordentlig godt med og bedre udviklet end man kan forvente af en 9 mrd gammel baby". Og så sagde hun: " Du læser for mange bøger!" Jeg kunne have kvalt hende der. Som om det var nogle ting jeg havde læst mig til og som jeg nærmest havde påført Herman for at gøre mig selv interessant???

Ja, jeg blev vred på hende. Ikke så meget over det hun grundlæggende sagde, men mere over måden  hun talte ned til mig på. Det var som om hun helt overhørte, at jeg sagde at jeg har en fornemmelse af at jeg ikke kender Herman rigtigt - at jeg ikke kan få skovlen ordentlig ind under ham. (Her var det hun sagde jeg læste for mange bøger). Så sidder man der med alle sine følelser uden på tøjet og føler at man får en reprimande. 

Hun har givetvis ret i at man ikke kan konkludere noget om han i så tidlig en alder, så den er jeg med på. Hun sagde, at nu havde hun hørt hvad vi havde sagt, og at vi jo så kan se hvordan han er når han bliver 1 år gammel. 

Vi spurgte, om han ikke skulle til hørelæge - det svarede hun nej til, da hun jo lige havde målt trykket på hans ører og det var normalt.

Så er den altså ikke længere, og vi må bare væbne os med tålmodighed.

Jeg har tænkt mig at undlade at snakke så meget om det med veninder og med Søren - så det lige kan få en pause, og så Herman kan få en chance for at udvikle sig, uden at vi sidder som høge over ham og lægger mærke til alt hele tiden.

Heldigvis snakker han meget mere nu, men han er stadig "uafhængige Herman", som ikke kigger når jeg kalder eller henvender mig, og som ikke vil snakke med mig eller se mig i øjnene når jeg har ham på tæt hold. Det er stadig kun når han selv vil - og kun ganske kort.

Nå - måske er det bare sådan Herman er - lidt reserveret?

Jeg er ikke i tvivl om, at han har været temmelig påvirket af den mellemørebetændelse han har haft - og han har nok haft noget væske på mellemøret - muligvis i længere tid. Måske er det derfor han ikke har pludret en eneste lyd i flere måneder? 

Han virker friskere nu og gladere. Han er seperationsangst, men stadig ikke spor bange for fremmede. Han går med det samme i arm hos dem. Vi må se tiden an. 

7 måneder

Nu kan Herman komme lidt frem når han ligger på maven. Dog er han bedst til at støde fra sig og glide tilbage. Til gengæld kan han komme fra siddende stilling til maveliggende stilling og omvendt. 

Jeg har lagt mærke til at han er helt vildt smidig - nærmest hypermobil. Når han sidder med spredte ben på gulvet, så sidder han næsten i split. Så kan han lægge hele maven ned på gulvet foran sig - ned mellem sine ben, og så kan han dreje benene udaf og tilbage, så han kommer til at ligge i maveleje igen. det ser bare så underligt ud. Det er helt slangemenneskeagtigt og tyder måske på at han er hypermobil, og det er jo ikke så godt.

Vi har en aftale med en fysioterapeut om at han skal undersøges for hypermobilitet - han føles nemlig også meget løs under armene når man tager ham op. Hans arme kan også gå ret langt tilbage mod ryggen (som vinger) når man trækker dem den vej.

Vi vil også tale med hende om hans sensitivitet.

I barnevognen er han en rigtig charmør. Han smiler til alt og alle hvis de smiler til ham. Han sidder fremadlændet i modsætning til Storm, og skal have det hele med. Når jeg  laver fis med ham så smiler han meget og kommer med sådan en sjov lyd mens han trækker vejret indad. Det er så sødt.

Nogle dage efter:

Nu har jeg været til fysioterapeut  med ham. Dels pga. den formodede hypermobilitet - dels fordi vi også synes at han virker som et sensitivt barn. Jeg fortalte fysioterapeuten følgende om Herman.

1. Han bevæger arme og ben hele tiden. Kroppen er i konstant bevægelse, og vi kan knapt nok skifte ble på ham mere, fordi han er så urolig. Det virker næsten helt manisk og er noget som alle kommenterer som noget meget pudsigt.

2. Han vil ikke have øjenkontakt med mig når jeg vil have ham tæt ind til mig. Storm har altid kigget mig lige i øjnene, men Herman har direkte undveget mit blik altid. Også da han var spæd, og det har altid undret mig. Han har med vilje drejet hovedet væk fra mig og kigget på alt andet, og det har givet mig følelsen af at han var som en kat - "sin egen".

3. Han er ikke kælen. Faktisk har han svært ved at sidde tæt ind til os. Han kan kun gøre det ganske kort, så begynder han at svaje i ryggen og vende armene bagud, så han undgår den tætte kropskontakt med os. Eller også buer han ryggen som en flitsbue som for at komme væk fra os. Det virker som om han ikke kan lide at være "spærret inde". Det er det samme når jeg går rundt med ham på armen. Han sørger for ikke at sidde ind til mig, men drejer hele overkroppen væk. Det er det samme med højstolen, som det har taget ham et godt stykke til at vænne sig til, men den omslutter ham jo også og giver ham klaustrofobi.

4. Han har haft svært ved at klare at han blev ramt af Storm. Det er som om han brænder sig.

5. Han reagerer ikke på sit navn. Reagerer heller ikke hvis vi kommer med en klappelyd eller anden larm lige bag hans øre. Vi er efterhånden blevet nervøse for om han overhovedet kan høre noget (svigermor spurgte mig også en dag om jeg troede at han kunne høre), men det er jeg nu alligevel ikke i tvivl om at han kan. Jeg kan se at han reagerer, når han hører en lyd fra det andet værelse. Det virker som om han bevidst vælger noget fra. Som om han er selektiv med sin hørelse.

6. Når han bliver ked af noget, så skriger han meget pludseligt og meget fortvivlet, som om der er sket noget slemt, selvom der næsten ingen ting er sket. Man kan ikke trøste ham ved bare at tage ham ind til sig og holde om ham. Det er som om han bliver væk i sin fortvivlelse og slet ikke kan tage imod trøst. Det eneste, der hjælper er, at tage ham op og gå helt væk og vise ham togene ude på sporene - almindelig kropsligt trøst preller lissom af på ham.

7. Ligeledes er det sådan når han ammer hos mig: Han bliver meget skrigende og nærmest panisk når han er færdig med at amme og vender hele kroppen væk fra mig - og så skal Søren befri ham fra brystet for at få ham til at holde op med at græde. Det er som om det er for nært og klaustrofobisk at ligge så tæt på mig.

 Sundhedsplejersken har hørt mig fortælle nogle af disse ting, og det var hende, der syntes at vi skulle kontakte en fysioterapeut, fordi at alt det jeg har fortalt om Herman kan tyde på at han har problemer med sin sanseintegration. Dvs. problemer med at kapere det, som han sanser. 

Man kan have problemer med forskellige dele af sin sanseintegration  bl.a. opfattelse af lys, lyd og berøring. Det er især det sidste - altså berøring - som hun mener, at Herman har det svært med. Det kaldes "taktil skyhed" - dvs. at man skyr det, som den taktile sans opfatter. (følesansen)

Det er vigtigt  at have udviklet sin taktile sans, da den i høj grad er vigtig for omgangen med andre mennesker. Folk, der har problemer med denne sans, kan udviklet sig til at blive enegængere, sky at være sammen med andre mennesker, kan ikke lide at røre ved andre - ikke lide at stå i kø tæt på andre og afviser kærtegn og anden berøring og nærhed.

Fysioterapeuten rådede os til at børste Herman med en kirurgisk nylonbørste 6 gange dagligt over hele kroppen. Dette skal vi gøre i 14 dage, og herefter skal vi gå over til 2 gange dagligt - så igen 6 gange dagligt i 14 dage og så tilbage til 2 gange dagligt...osv. Det skal stimulere nervecellerne i kroppen og dermed følesansen, så han bedre kan tolerere berøring og nærhed. Når man bliver børstet frigives stoffet oxytocin, som er velgørende og beroligende. 

Jeg ved godt,  det lyder lidt vildt og underligt, at man sådan skal børste sit barn, men det er jo en slags massage, og Herman er faktisk glad for det. Vi er ret spændte på om det har en virkning på ham. Indtil videre er han holdt op med at skrige ved brystet efter amning. Det skete allerede efter den første gang vi havde børstet ham.

Vi har fået lov til at komme til noget motorisk træning, som skal være med til at stimulere  den taktile sans. Fysioterapeuten er meget imponeret over at jeg har lavet gymnastik med Herman og Storm en halv time dagligt...Hun siger at det måske har hjulpet Herman  - sådan forstået at han kunne have haft det dårligere, hvis ikke jeg havde været så god til at stimulere hans motorik.

7 måneder og 3 uger

Nu kravler Herman. Han skriger ikke længere ved brystet - faktisk holdt han op med det siden vi begyndte at børste ham - og det er jo dejligt. Men jeg synes stadig, at det virker som om, der er noget sært ved ham. Det er svært at føle at man rigtigt kender ham. Han reagerer stadig ikke på sit navn, pludrer ikke, og det virker om som han ikke er interesseret i at komme for tæt på os eller lade os kende ham.

6 måneder

Herman er blevet mere brokkende og vil helst have at en eller anden fra familien er ved ham hele tiden. Vi er startet på at give ham grød. Det er han ikke så vild med. Han tager kun lige spidsen af skeen i munden og vil selv styre skeen med hænderne, så den ikke kommer så langt ind i munden. Jeg lader ham gøre det, selvom det tager lang tid, og det er et værre griseri, for måske skal han lige blive tryg ved hele situationen og selv føle at han har styr på skeen, inden han accepterer, at det er mig der skal give ham mad.

6, 5 måneder kan Herman sidde nærmest helt uden støtte, og han sidder også i høj stol ved bordet nu. Han elsker at hoppe på skødet, og derfor har vi sat en hoppegynge op, som han elsker at hoppe i. 

Ved juletid fik vi allesammen en ondartet mavevirus, der smittede helt vildt. Herman blev også ramt og var syg og kastede op nogle dage.

Morfar skrev for en ugen side en mail om. at han har lagt mærke til, at Herman skeler med det ene øje. Tænk, det har jeg slet ikke bidt mærke i! Jeg tror at man bliver "blind" overfor sine egne børn fordi man ser dem hver dag.....og så lægger man måske ikke mærke til sådan noget? Jeg har godt nok altid tænkt over at han har et alvorligt, melankolsk eller rørende blik, men har ikke set at det nok er fordi han skeler lidt. Nu har jeg kigget på billeder af ham, som vi har taget gennem det sidste halve år, og ganske rigtigt - han skeler søreme. Så nu må jeg lige tale med sundhedsplejersken om det.

Vi har ellers lagt mærke til at Herman er meget ømfindtlig overfor at blive berørt af Storm. Det er som om han er bange for hans berøring. Han tåler den ikke - måske fordi han nogle gange er blevet kradset af Storms negle? Ved det ikke. Men han bryder i et fortvivlet, hvinende grådanfald hvis bare den mindste berøring sker, og så lyder det som om en katastrofe nærmer sig. Det undrer mig lidt, da man jo normalt siger at tvillinger er vant til at mosle ind i hinanden, fra den tid hvor de lå inde i maven, så man skulle tro at han var blevet hærdet af det? Men nej.

Kælen kan man absolut ikke kalde ham. Hvor Storm lægger sit hovede tungt ind til os og finder sig i at blive a'et og holdt om, så virker Herman mere som en kat. "Han er sgu sin egen". Han virrer med arme og ben og vil hele tiden være i bevægelse og gider ikke ligge tæt ind til os. Næ, der skal ske noget. Jeg har også på fornemmelsen at han lider af klaustrofobi. Både med hensyn til skeen, som han selv vil styre, mht. når Storm vil røre ved ham og når vi vil kæle med ham. Han vil være sig selv og selv styre tingene. Han virker MEGET selvstændig og ikke så afhængig af andre mennesker, hvilket jeg synes virker pudsigt i så tidlig en alder, hvor man jo netop er meget afhængig af andre mennekser og deres omsorg. 

Her 6,5 måneder gammel har vi givet Herman og Storm "den kolde tyrker". Vi har simpelthen vænnet dem fra at få mælk om natten, og det tog kun 2 nætter, så havde de søreme lært det! Vildt! Skønt at vide at når man går i seng om aftenen, så kan man bare få lov at sove og sove.

Herman  er begyndt at stå på alle fire og rokke frem og tilbage - så det virker som om han snart kommer til at kravle. Det virker også som om han lægger an til at være seperationsangst, for han følger mig meget med øjnene når jeg går ud af rummet, og han er også blevet meget brokkende og kværulerende.

Du går nu 3 skemåltider om dagen, og det går bedre med skeen nu. Jeg dobbeltammer 4 gange derudover. 

Forleden var sundhedsplejersken forbi og teste Hermans skelen vha. pencilprøven. Hun synes at der var et pæn symetrisk genskin i øjnene og mente ikke vi skulle kontakte øjenlægen - det var godt nok at nævne det for lægen næste gang vi kom derned. Så måske vokser han bare fra det?