Jeg har lagt mærke til at han er helt vildt smidig - nærmest hypermobil. Når han sidder med spredte ben på gulvet, så sidder han næsten i split. Så kan han lægge hele maven ned på gulvet foran sig - ned mellem sine ben, og så kan han dreje benene udaf og tilbage, så han kommer til at ligge i maveleje igen. det ser bare så underligt ud. Det er helt slangemenneskeagtigt og tyder måske på at han er hypermobil, og det er jo ikke så godt.
Vi har en aftale med en fysioterapeut om at han skal undersøges for hypermobilitet - han føles nemlig også meget løs under armene når man tager ham op. Hans arme kan også gå ret langt tilbage mod ryggen (som vinger) når man trækker dem den vej.
Vi vil også tale med hende om hans sensitivitet.
I barnevognen er han en rigtig charmør. Han smiler til alt og alle hvis de smiler til ham. Han sidder fremadlændet i modsætning til Storm, og skal have det hele med. Når jeg laver fis med ham så smiler han meget og kommer med sådan en sjov lyd mens han trækker vejret indad. Det er så sødt.
Nogle dage efter:
Nu har jeg været til fysioterapeut med ham. Dels pga. den formodede hypermobilitet - dels fordi vi også synes at han virker som et sensitivt barn. Jeg fortalte fysioterapeuten følgende om Herman.
1. Han bevæger arme og ben hele tiden. Kroppen er i konstant bevægelse, og vi kan knapt nok skifte ble på ham mere, fordi han er så urolig. Det virker næsten helt manisk og er noget som alle kommenterer som noget meget pudsigt.
2. Han vil ikke have øjenkontakt med mig når jeg vil have ham tæt ind til mig. Storm har altid kigget mig lige i øjnene, men Herman har direkte undveget mit blik altid. Også da han var spæd, og det har altid undret mig. Han har med vilje drejet hovedet væk fra mig og kigget på alt andet, og det har givet mig følelsen af at han var som en kat - "sin egen".
3. Han er ikke kælen. Faktisk har han svært ved at sidde tæt ind til os. Han kan kun gøre det ganske kort, så begynder han at svaje i ryggen og vende armene bagud, så han undgår den tætte kropskontakt med os. Eller også buer han ryggen som en flitsbue som for at komme væk fra os. Det virker som om han ikke kan lide at være "spærret inde". Det er det samme når jeg går rundt med ham på armen. Han sørger for ikke at sidde ind til mig, men drejer hele overkroppen væk. Det er det samme med højstolen, som det har taget ham et godt stykke til at vænne sig til, men den omslutter ham jo også og giver ham klaustrofobi.
4. Han har haft svært ved at klare at han blev ramt af Storm. Det er som om han brænder sig.
5. Han reagerer ikke på sit navn. Reagerer heller ikke hvis vi kommer med en klappelyd eller anden larm lige bag hans øre. Vi er efterhånden blevet nervøse for om han overhovedet kan høre noget (svigermor spurgte mig også en dag om jeg troede at han kunne høre), men det er jeg nu alligevel ikke i tvivl om at han kan. Jeg kan se at han reagerer, når han hører en lyd fra det andet værelse. Det virker som om han bevidst vælger noget fra. Som om han er selektiv med sin hørelse.
6. Når han bliver ked af noget, så skriger han meget pludseligt og meget fortvivlet, som om der er sket noget slemt, selvom der næsten ingen ting er sket. Man kan ikke trøste ham ved bare at tage ham ind til sig og holde om ham. Det er som om han bliver væk i sin fortvivlelse og slet ikke kan tage imod trøst. Det eneste, der hjælper er, at tage ham op og gå helt væk og vise ham togene ude på sporene - almindelig kropsligt trøst preller lissom af på ham.
7. Ligeledes er det sådan når han ammer hos mig: Han bliver meget skrigende og nærmest panisk når han er færdig med at amme og vender hele kroppen væk fra mig - og så skal Søren befri ham fra brystet for at få ham til at holde op med at græde. Det er som om det er for nært og klaustrofobisk at ligge så tæt på mig.
Sundhedsplejersken har hørt mig fortælle nogle af disse ting, og det var hende, der syntes at vi skulle kontakte en fysioterapeut, fordi at alt det jeg har fortalt om Herman kan tyde på at han har problemer med sin sanseintegration. Dvs. problemer med at kapere det, som han sanser.
Man kan have problemer med forskellige dele af sin sanseintegration bl.a. opfattelse af lys, lyd og berøring. Det er især det sidste - altså berøring - som hun mener, at Herman har det svært med. Det kaldes "taktil skyhed" - dvs. at man skyr det, som den taktile sans opfatter. (følesansen)
Det er vigtigt at have udviklet sin taktile sans, da den i høj grad er vigtig for omgangen med andre mennesker. Folk, der har problemer med denne sans, kan udviklet sig til at blive enegængere, sky at være sammen med andre mennesker, kan ikke lide at røre ved andre - ikke lide at stå i kø tæt på andre og afviser kærtegn og anden berøring og nærhed.
Fysioterapeuten rådede os til at børste Herman med en kirurgisk nylonbørste 6 gange dagligt over hele kroppen. Dette skal vi gøre i 14 dage, og herefter skal vi gå over til 2 gange dagligt - så igen 6 gange dagligt i 14 dage og så tilbage til 2 gange dagligt...osv. Det skal stimulere nervecellerne i kroppen og dermed følesansen, så han bedre kan tolerere berøring og nærhed. Når man bliver børstet frigives stoffet oxytocin, som er velgørende og beroligende.
Jeg ved godt, det lyder lidt vildt og underligt, at man sådan skal børste sit barn, men det er jo en slags massage, og Herman er faktisk glad for det. Vi er ret spændte på om det har en virkning på ham. Indtil videre er han holdt op med at skrige ved brystet efter amning. Det skete allerede efter den første gang vi havde børstet ham.
Vi har fået lov til at komme til noget motorisk træning, som skal være med til at stimulere den taktile sans. Fysioterapeuten er meget imponeret over at jeg har lavet gymnastik med Herman og Storm en halv time dagligt...Hun siger at det måske har hjulpet Herman - sådan forstået at han kunne have haft det dårligere, hvis ikke jeg havde været så god til at stimulere hans motorik.
7 måneder og 3 uger
Nu kravler Herman. Han skriger ikke længere ved brystet - faktisk holdt han op med det siden vi begyndte at børste ham - og det er jo dejligt. Men jeg synes stadig, at det virker som om, der er noget sært ved ham. Det er svært at føle at man rigtigt kender ham. Han reagerer stadig ikke på sit navn, pludrer ikke, og det virker om som han ikke er interesseret i at komme for tæt på os eller lade os kende ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar